Vender vi tilbage til spørgsmålet om elektronisk dialog, har jeg nu grundlaget for at forklare, hvorfor det ikke går så let med elektronisk dialog som de ovenfor (5.3.2.1. og 5.3.2.2.) citerede forskere forestillede sig; og jeg har grundlaget for at give nogle anvisninger på hvordan dialog via nettet kan organiseres.
Det er ikke let at skrive en tekst der er eksplicit, udfoldet, endimensional, velstruktureret og afsluttet. Det er en fysisk og psykisk anstrengelse, som ikke er forbundet med et udkomme i øjeblikket, som en ytring i en samtalesituation er. At være i produktionssituationen er således ikke alt andet lige i sig selv motiverende. Derfor skal der være andre motivationsfaktorer til stede i situationen. Det kan være lærerautoritetens trussel om repressalier, forventningen om ros, glæden ved at udtrykke noget der ligger én på sinde, bevidstheden om at nogen vil tage det til sig og måske svare, forventningen om at det skrevne vil føre til forandringer i praksis, tilliden til at det man skriver, tages op i positiv ånd osv. Jeg minder om at Fords principper (jf. 4.2.1.1.1.) bl.a. siger at multiple mål er at foretrække, og at alle tre dimensioner af motivationen (mål, personlig handleselvtillid og følelser) skal være til stede for at motivationen er det.
Det altovervejende problem i såvel Virtus som i ITMF-projekterne som jeg omtalte ovenfor, var at der ikke var nogen klar motivation for at skrive. Tværtimod kan deltagerne i ITMF-projekterne have oplevet det som demotiverende at der var deltagere som indledte diskussionen med meget lange indlæg, og eleverne i Virtus kan have oplevet mangel på motivation fordi der ikke var et mål som de fandt interessant at nå (fx produktionen af et fælles produkt som kunne værdsættes af personer de havde respekt for), men at lærerne forventede at de skulle kommentere (skriftligt) på andre elevers produkter, uden at det førte til at de selv var producenter af produktet.
Når man ikke er i samme rum, når man skriver, kan man ikke se hvad de andre deltagere mener om det man skriver. Og man må derfor forlade sig på at de tager det op i positiv ånd, at de forstår det man skriver, synes det er vedkommende i sammenhængen og har respekt for det. I spørgeskemaundersøgelsen i forbindelse med ITMF-projekterne 305 og 332 (jf. 5.3.2.1.) gav lærerne bl.a. udtryk for at de ikke var trygge ved at udtrykke sig i det rum der var oprettet til formålet. Det samme kan meget let være tilfældet i dialoger på tværs af skoleklasser, hvor jeg indimellem har oplevet elever tale intimiderende, nedladende og provokerende til hinanden (jf. 5.3.2.5.2.). Sådanne oplevelser skal man ikke have særlig mange af for at holde mund fremover og det er derfor (og af de kommunikationskompetencemæssige grunde jeg angiver i 5.2.3.) en væsentlig opgave for læreren og klassen at arbejde med omgangsformer og udvikling af samme på nettet.
I Virtus-projektet havde eleverne mødt hinanden før de gik i gang med projektet, og de havde således sociale relationer som de kunne bygge videre på i det virtuelle rum. Det samme gjorde sig gældende for de lærere der deltog i ITMF-projekterne. Men i selve dialogen var det ikke meningen at disse sociale relationer skulle udvikles; her drejede det sig primært om at udveksle faglige erfaringer. Jeg kan ikke drage klare konklusioner på baggrund af disse iagttagelser, men jeg kan antyde at det måske har været en del af problemet: At deltagerne ikke kunne fornemme hvordan de andre deltagere tog deres udsagn op, og at de ikke oplevede kommunikationen som en videreudvikling af de sociale relationer.
Eleverne i Virtusprojektet var velforberedte til at gå i gang med at skrive om fremtidens menneske. De havde således været på en udstilling om emnet. I modsætning hertil vil jeg formode at selv om lærerne i ITMF-projekterne havde erfaringer med anvendelse af it i undervisningen og med kommunikation i elektroniske fora, så var de ikke forberedt på en abstrakt didaktisk diskussion af fordele og ulemper ved tænkte organiseringer af læringsplatforme. Det var med andre ord svært for dem at skrive sammenhængende om emnet.
Hvis lærerne havde været enige om at de små korte indlæg var i orden, ville sagen måske have stillet sig anderledes, for så ville det have åbnet for at de kunne stille deres forestillinger og ideer som spørgsmål og som forslag til fælles videreudvikling. Det ville så igen fordre at de var enige om at opfatte kommunikationen som en mere synkron dialog i retning af en forumbaseret chat, end en asynkron dialog i retning af en konference med fremlæggelse af veludfoldede argumenter. Den mere synkrone form for dialog ligger måske nærmere for børn i dag. Det er i hvert fald min erfaring at dialogen i de webparlamenter jeg har deltaget i organiseringen af (jf. næste afsnit), indimellem har haft meget karakter af chat og i andre momenter mere af fremlæggelse af gennemtænkte forslag ofte på baggrund af de foregående chat-agtige forløb.
Disse overvejelser kan supplere det foregående afsnits afsluttende organiseringsprincipper og opsummeres i følgende:
|
Principper for organisering af samarbejde via nettet
|
Oversigt 27. Principper for organisering af samarbejde via nettet
|
Redigeret af Jeppe Bundsgaard Sidst opdateret: 25-01-2016 Denne sides adresse: www.did2.bundsgaard.net/foersituationen/indholdmetode1/ samarbejdevianet/principper/index.php |